Oles

Hvornår er det "nu"?

2007-01-20T22:19:00.000+01:00

Debatten om hvorvidt præster kan kritisere en regerings politik (i det aktuelle tilfælde i forhold til afviste irakiske asylsøgere) rejser spørgsmålet: Hvornår kan de det? For historien viser med tydelighed, at de både kan og skal. Tillad mig at belyse emnet gennem at henvise til to erklæringer fremsat af kirkeledere med 70 års mellemrum og i to forskellige lande. Ligheden mellem de to er dog slående.

Den første erklæring er uden tvivl den bedst kendte. Det er den såkaldte Barmenerklæring, fremsat af Den bekendende Kirke i Tyskland i 1934. Udkastet blev skrevet af Karl Barth og Hans Asmussen og af andre bagmænd kan nævnes Martin Niemøller og en ung Dietrich Bonhoeffer. Erklæringen blev til som et modsvar mod det grundlag, der under ledelse af organisationen Deutsche Christen var blevet den tyske kirkes, et grundlag der i alt væsentligt sanktionerede Hitlers racepolitik og søgte at fastholde en særlig tysk kristendom. Også Hitlers ariske tanke blev indoptaget, og udover dens velkendte effekt i forhold til jøder, sigøjnere og andre ”afvigere”, vendte den også sin brod indad i kirken, idet der blev gjort skel mellem de sande tyske kristne, og de, der nok var kristne, men ikke tyske. Der var altså tale om en uhellig alliance mellem det nationale/racemæssige og det kristne.

Baggrunden for at Deutsche Christen havde fået så stor opbakning, som tilfældet var, er for omfattende at beskrive i en kronik, men den fascisme, som lå gemt deri, havde – som al anden fascime – sin grobund i frygt og had og unuanceret nationalisme. Foran den vogn spændte man kirken, men det viste sig jo med tiden – hvad nogle altså så fra starten - at dagsordnen var nationalistisk og ikke kristen. Efter 2. verdenskrig og drabene på tusindvis af ”afvigere” samt mordet på millioner af jøder sad tyske kristne tilbage med alvorlige tømmermænd og undrede sig over, hvordan det var kommet så vidt. Hvordan havde man som kristen kirke kunnet lade sig spænde for den nationalistiske og fascistiske vogn!

Barmenerklæringen blev som nævnt til allerede i 1934, altså før Krystalnatten (1938) og længe før koncentrationslejrenes gaskamre. Men på dette relativt tidlige tidspunkt, trådte en lang række teologer og præster i karakter og gik både staten og folkestemningen imod med deres erklæring, der i seks punkter beskrev de ting, man måtte anse for ufravigelige for den kristne tro. Hvert punkt indeholdt en specifik tilbagevisning af den ideologi, som Deutsche Christen og størstedelen af den tyske kristenhed stod bag i 1930´erne.

De seks tilbagevisninger lyder i overskrift: ”Vi tilbageviser ... 1) at der for kirken kan findes nogen anden lære og åbenbaring ved siden af den givet i Kristus, 2) at der er områder af vores liv, hvor vi ikke tilhører Kristus, men en anden herre, 3) at kirken kan opgive nogen del af sit budskab for at tjene en politisk ideologi, 4) at kirken kan og må overdrage nogen del af sin tjeneste til offentlig myndighed, 5) at kirken kan tjene som et organ for staten, og 6) at kirken kan stille sig i andres end Kristi tjeneste. (Hele erklæringen kan læses bl.a. på www.confessio.de).

Erklæringen fik ikke umiddelbart nogen afgørende indvirkning på hverken hovedstrømmen i den tyske kirkelighed eller på Hitlers regime, men set i historiens lys er det væsentligt, at der på så relativt tidligt et tidspunkt var kristne teologer og ledere, der sagde fra og kunne se det farlige i den kurs, staten såvel som kirken havde taget. Det var bl.a. også de tilbageværende ledere af Den bekendende kirke, der i 1945 stod bag med den såkaldte Stuttgarterklæring, hvori den Evangeliske kirke i Tyskland erklærede sin skyld i forhold til forbrydelserne under Hitlers regime og dermed gav mulighed for, at kirken igen kunne fungere under Kristi herredømme.

Den anden erklæring er muligvis ukendt for mange. Den stammer fra USA, er fra 2004 og bærer titlen Confessing Christ in a World of Violence. Baggrunden er Irakkrigen og den religiøst ladede retorik, Bush-administrationen i stigende grad har anvendt for at retfærdiggøre den. De mere end 200 fremtrædende amerikanske teologer og kirkeledere, der stod bag erklæringen, udtrykker bekymring for fremvæksten af en national krigsteologi, et øget religiøst/bibelsk sprogbrug i legitimeringen af krigen og Bush´ egen og andres henvisning til hans og USAs opgave i krigen mod terror som et guddommeligt ”kald”, en ”mission”.

Erklæringen er skåret over Barmenerklæringens læst og har fem punkter, der hver afsluttes med en tilbagevisning. I overskrift lyder de således: ”Vi forkaster den falske lære ... 1) at nogen nationalstat kan beskrives med ordene: ”Og lyset skinner i mørket og mørket fik ikke bugt med det” (jf. den bibelske retorik brugt til legitimering af krigen), 2) at en krig mod terrorisme kan retfærdiggøre brugen af tortur, bombning af civile mål og brug af masseødelæggelsesvåben, 3) at Amerika er en ”kristen” nation, der repræsenterer ”det gode”, mens dets modstandere repræsenterer ”det onde”, 4) at noget menneske kan defineres som værende udenfor lovens beskyttelse, 5) at verden kan deles op i ”de gode” og ”de onde”, og at de onde er dem, der er imod USAs politik. (Bekendelsen kan findes bl.a. på www.sojo.net).

Der skal et længere perspektiv til at vurdere den fulde (eller udeblevne) virkning af den amerikanske erklæring, ligesom kun fremtiden kan vise, om den har den profetiske dimension, som tilfældet var med Barmenerklæringen. Men iagtagere hævder at kunne spore en vis nedtoning af den religiøse retorik hos Bush-administrationen i gennem det seneste års tid. Midtvejsvalget for nylig gav sejr til demokraterne og der peges på, at sejren bl.a. skyldes, at demokraterne havde held til at erobre den moralsk-religiøse dagsorden i den politiske debat. Det lykkedes at overbevise tilstrækkeligt mange kristne vælgere om, at krigsførelsen i Irak samt udbredt fattigdom og stadig større ulighed mellem rig og fattig i USA, er et større problem for kristen moral end fri abort og vielse af homoseksuelle! At amerikanerne nu i stigende grad vender sig mod krigen i Irak kan naturligvis ikke tilskrives en erklæring fra omkring 200 kirkeleder og teologer, men udviklingen stemmer med erklæringens mål.

Hvornår er en forkert udvikling i et samfund tilstrækkelig tydelig til, at det er tid at sige fra? Er regeringens lovgivning på udlændingeområdet og det sprogbrug som regeringen stiltiende accepterer fra sit støttepart i modstrid mod den moralske fundament, vi som kristne står på?

Den Bekendende Kirke i Tyskland protesterede mod en magt, der var legal (Hitlers politik var ”lovlig”) men i deres øjne illegitim. Kirkens ret og pligt til at protestere overfor kynisme og nedværdigende behandling af de svageste har altid været anerkendt. Historien viser det. I dag er der næppe nogen, der vil sige, at Barmenerklæringen var en fejltagelse! Og hvem vil mene, at præsterne Martin Luther King jr., Oscar Romero og Desmond Tutu overskred deres beføjelser ved at tale og aktionere politisk? Vil man ikke mene, at det netop er et troværdighedstegn, at de som kirkeledere gjorde, hvad de gjorde?

Det afgørende spørgsmål er altså ikke om præster, enkeltvis eller i grupper, tager bladet fra munden og taler eller aktionerer for eller imod en særlig sag – for det har historien vist er både nødvendigt og betimeligt. Spørgsmålet er hvornår det er ”nu”!
Nogle vil selvfølgelig mene, at præster skal holde sig fra den slags, fordi det skaber uro i kirken! Men uro i kirken synes at være en lille problem i forhold til den betænkelige udvikling i menneskesynet, der finder sted i Danmark i øjeblikket. Hellere råbe vagt i gevær tidligt, end vågne med tømmermænd!

Ole Lundegaard

Apropos Da Vinci

2006-05-15T17:49:00.000+02:00

På Sojouners hjemmeside stødte jeg på et interessant interessant synspunkt på Dan Browns "Da Vinci mysteriet" i et interview med (også aktuelle) Brian McClaren. Her er en lille smagsprøve. McClaren svarer på spørgsmålet:

What do you think the popularity of The Da Vinci Code reveals about pop culture attitudes toward Christianity and the church?
Brian McLaren: I think a lot of people have read the book, not just as a popular page-turner but also as an experience in shared frustration with status-quo, male-dominated, power-oriented, cover-up-prone organized Christian religion. We need to ask ourselves why the vision of Jesus hinted at in Dan Brown's book is more interesting, attractive, and intriguing to these people than the standard vision of Jesus they hear about in church. Why would so many people be disappointed to find that Brown's version of Jesus has been largely discredited as fanciful and inaccurate, leaving only the church's conventional version? Is it possible that, even though Brown's fictional version misleads in many ways, it at least serves to open up the possibility that the church's conventional version of Jesus may not do him justice?

og videre:

Do you think the book contains any significantly detrimental distortions of the Christian faith?
McLaren: The book is fiction and it's filled with a lot of fiction about a lot of things that a lot of people have already debunked. But frankly, I don't think it has more harmful ideas in it than the Left Behind novels. And in a certain way, what the Left Behind novels do, the way they twist scripture toward a certain theological and political end, I think Brown is twisting scripture, just to other political ends. But at the end of the day, the difference is I don't think Brown really cares that much about theology. He just wanted to write a page-turner and he was very successful at that.

Læs hele interviewet på http://www.sojo.net/.

2006-03-09T13:21:00.000+01:00

Regler for verbal krigsførelse (bragt i Kristeligt dagblad, 9. marts 2006)
Ytringsfriheden er en grundpille i et demokratisk samfund. Den sikrer, at vi ordner vores mellemværender med skarpe ord i stedet for skarpe knive. Men som der er regler for krigsførelse (fx forbud mod anvendelse af biologiske og kemiske våben og regler for hvordan krigsfanger skal behandles), sådan er der en række uskrevne love for den verbale krigsførelse. Selvom jeg måtte have en ”ret” til at håne og nedværdige min kone eller mine børn, vil jeg ikke gøre det – heller ikke for at lære dem en lektie – for jeg har også en vis anstændighed. Desuden kan man aldrig bruge hån og latterliggørelse til at fremme dialog. Og dialog er præcis, hvad der er brug for, når man lever i et samfund, der måske ikke bekender sig som multikulturelt, men som i kraft af sine voksende minoriteter allerede er det!
En ledende politiker i et dansk politisk parti med en ikke ringe indflydelse på landets lovgivning sagde for nogle uger siden i et radiointerview noget i denne retning: ”Hvis jeg vågner op en morgen og har lyst til at være intolerant, så er jeg intolerant. Det er min ret!” Sådan siger man, når man ikke respekterer reglerne for ordentlig meningsudveksling i et demokrati! Det er en dybt udemokratisk udtalelse, og en attitude, som man normalt møder hos uopdragne og forkælede børn, der ikke har lært at tage hensyn til andre. De fleste af os plejer ikke at synes, at det er særlig rart selskab.
Et sundt demokrati kendes på den anstændighed og respekt, hvormed det behandler sine minoriteter. Men måske er det lige præcis her skoen trykker i Danmark. Vi er ikke gode til det med minoriteter! Det ærgrer lidt, at der er nogen, der anderledes end flertallet. Det var meget lettere, hvis de andre var ligesom os. Men det er de altså ikke, og selvom man ikke behøver at fremme samfundets udvikling hen imod det multikulturelle, er det danske folk nødt til at erkende, at det danske samfund allerede er det. Derfor er der både brug for en god tone og en klar lovgivning, så flertallet ikke forstår deres ret som en ret til at tilsidesætte eller latterliggøre landets minoriteter, og så minoriteter ikke føler sig presset ud i en tilsvarende modreaktion af illoyalitet og foragt for de værdier, det danske samfund er baseret på.
Kriminel og landsskadelig virksomhed, der udøves af repræsentanter for en minoritet, skal naturligvis mødes med konsekvens og alvor. Vi har en straffelov, der træder i kraft i sådanne tilfælde, og her handler det ikke om at være forstående og eftergivende. Men at kriminalisere en hel befolkningsgruppe eller religion p.g.a. af enkelte gruppers eller personers fremfærd, sådan som det er blevet politisk acceptabelt i de senere år, er uanstændigt og ødelæggende for demokratiet. Den slags er en større fare for demokratiet, end når man føler, man må nedtone sine ord og udtryk i en debat. Sådan noget hedder ikke ”selv-censur” men ”besindelse” og er et udtryk for en ægte demokratisk indstilling.

Kyrie eleison

2006-01-06T15:00:00.000+01:00

Når vi råber "Herre, forbarm dig!" er det ikke angstens råb til en Herre, der har et sværd ved sin side, men bønnens råb til en Herre, der har et sværd i sin side. Vi har ikke brug for barmhjertighed for at undgå straf, men for at vore kolde og hårde hjerter må kunne modtage kærlighedens offer.

Interview med Rodney Clapp om forbrugerisme

2005-12-29T19:54:00.000+01:00

Ved en rundtur til forskellige blogs stødte jeg på dette interessante interview med Rodney Clapp om forbrug og forbrugerisme. http://missionthink.typepad.com/missionthink/2005/12/an_interview_wi.html

Hvad blev der af ramaskriget?

2005-11-24T11:05:00.000+01:00

I efteråret har vi oplevet en hidtil uhørt grov tone i den politiske debat, når det gælder indvandrere her i landet, især de muslimske. I forbindelse med de udtalelser, der var at finde på Dansk Folkepartis Louise Freverts hjemmeside, blev der skrevet en række indlæg i landets aviser, der udtrykte forargelse og væmmelse, men et egentligt ramaskrig blev det ikke til. Og den overvejende stilhed fra den regering, der støtter sig på mennesker med så grov en dagsorden, finder jeg tankevækkende og skræmmende. Det må være muligt at føre en ansvarlig og konstruktiv debat om indvandring og integration uden at forfalde til så primitivt et niveau, som det er tilfældet hos Dansk Folkeparti.
De første til at råbe som i Rama burde dog være de kristne kirker. Men også her var stilheden foruroligende stor! Martin Luther King sagde, at kirken ikke skal være statens herre, heller ikke dens slave, men dens samvittighed! Hvor groft skal det mon blive, før vi vågner op og hæver røsten?

Følg mig! Hvem er det nu, der skal følge hvem?

2005-11-03T21:22:00.000+01:00

I evangeliet lyder Jesu kald: "Følg mig!" Men er det som om, vi har fået det vendt om i vores tid, så det nu er Jesus, der skal følge os? Har vi fået os selv blæst så voldsomt op i betydning, at hele verden - og Jesus - drejer (sig) om mig!? Vi siger (ganske rigtigt), at Jesus er hos os igennem alt. "Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt 28:20). Men glemmer vi, at dette løfte gives i forbindelse med Jesu udsendelse af dem, der har valgt at følge ham, og som derfor stiller deres liv til rådighed for Guds rige? Vi moderne kristne trænger til at vågne op og finde ud af, hvor Jesus kalder os hen, fremfor at være så optaget af alle vores egne projekter, som vi gerne vil bruge Jesus som from undskyldning for.

Lederskab

2005-09-23T00:27:00.000+02:00

Her er en lille ting, der kommer i næste nr. af Baptist.dk/Magasinet. Ku´ vær´ sjovt at høre nogle synspunkter....

Lederskab – for alvor …
af Ole Lundegaard
Der har været sagt og skrevet meget om lederskab i de senere år. Både i kirke, erhvervsliv og i den politiske verden har vi nu i flere år messet ”lederskab”. Hvis man i dag vil være med helt fremme, skal man bruge mantraet ”lederskab”. Der har været holdt kurser og seminarer i lange baner. Jeg vil vove den påstand, at man skal være heldig for at finde en præst i en af frikirkerne, der ikke på et eller andet tidspunkt har fået tegnet en lederprofil gennem et mere eller mindre professionelt program. Samtidig har vi afsøgt bibelen for særligt åndelige ledelsesprincipper. Den afsøgning foretages som regel af folk i lederpositioner og plejer at nå til den konklusion, at lederne skal have mere at skulle have sagt!

Den lettere ironiske tone til trods er jeg faktisk ikke modstander af, at vi tager ved lære af fx erhvervslivets modeller, der hvor de giver mening, og da slet ikke at vi læser bibelen for at finde vejledning. Og jeg er også enig i, at godt lederskab er afgørende vigtigt i en menighed. Ironien skyldes den enfoldighed, hvormed vi kaster os over et emne i håbet om, at her findes den indtil nu skjulte nøgle til succes (som vi mener, består i menighedens talmæssige vækst).

Så vidt jeg kan se, begyndte denne fokus på lederskab i frikirkerne som en del af menighedsplantningsbølgen i 1990´erne, men nu har vi så godt som droppet de store ord om menighedsplantning. Det viste sig nemlig at være temmelig svært, og visionerne om hundredvis af nye menighedsfællesskaber, vi ville plante inden år 2000, sidder tilbage som en bitter smag af flovhed. Nu er mantraet så lederskab i stedet. Hvis bare vi får fundet de bibelske principper for lederskab – som hidtil har været skjult for verden – så skal I bare se, hvor godt det kommer til at gå … bilder vi os selv ind.

At lederskab faktisk er afgørende vigtigt, ser vi bl.a. hos Paulus. Men det er lederskab som noget dybere og alvorligere end de metoder eller principper, vi låner fra erhvervslivet eller det, der fungerer som pop-ord blandt frustrerede frikirkefolk.

En leder går foran
Paulus vidste, at en leder er en, der går foran. Han taler ikke om at gå foran. Han beordrer ikke andre til at gå en vej, han ikke selv går. En leder går foran. Punktum. Og ikke på en hvilken som helst måde. Han går foran som den, i hvis liv og livsførelse menigheden ser Kristus! Så kort kan kristent lederskab beskrives. Det kan godt være, at det ikke lyder særlig smart og originalt, men vi er nødt til at acceptere, at det er det, det handler om.

Nogle har flittigt peget på vigtigheden af et ”stærkt” lederskab, fx et ældsteråd, der klart tegner kursen for menigheden, og hvis beslutninger forventes bakket op af alle . Ind i mellem er et sådant system blevet bibelsk begrundet. Der kan muligvis findes skriftsteder, der peger i den retning, men Ny Testamente peger ikke på én entydig ledelsesmodel for en kristen menighed! Det samme er tilfældet, hvis man vil argumentere for et demokratisk ledelsesprincip, hvor alle menighedens medlemmer forventes at tale med om kursen og træffer beslutningerne – og nogle driver demokratiet ud i dets mindst flatterende sider med manipulation og skjulte dagsordner.

Det mest oversete i NT
Pointen er, som sagt, at NT ikke klart understøtter én enkelt lederskabsmodel. Der peges til gengæld entydigt på en særlig karakter, hos den, der går foran. Det kan vi fx læse i 1 Korinterbrev kap. 4, der er det mest oversete kapitel, når man søger det stof, bibelsk lederskab er gjort af. Hovedpointen i Paulus´ definition af lederskab er her, at kristent lederskab (ikke underligt) har Kristi præg. Hvis Kristus blev foragtet, må den kristne leder ikke forvente andet, jf. hvad Jesus også selv siger i fx Matt 10:25. Hvis Kristus blev hånet, hvordan skulle gå den kristne leder anderledes?

I en menighed eller en kristen institution vil flere forskellige modeller for lederskab kunne fungere, og enhver model vil også kunne misbruges. Et lederskab er nemlig aldrig bedre, end de personer, der udgør det. Ud fra den vinkel kan man lave de lederskabsmodeller man vil, gøre alt superdemokratisk eller lade en enkelt person bestemme alt; det vil stadig kunne fungere, hvis den, der går foran i et og alt er Kristuslig – eller i det mindste har den intention. Der kan så være andre årsager til, at det ikke er en god idé at lægge al myndighed i hænderne på en enkelt person, men det er for så vidt en anden diskussion.

Modige ledere
Vi har brug for stærke ledere, hører vi ofte. Jo, for så vidt at stærk betyder, at man har mod til at gå foran i arbejdet, ikke agter sig selv højere end andre, ikke søger personlig vinding, er et forbillede i tro og udholdenhed, ikke er stridbare osv. (læs selv Timoteusbrevene og Titusbrevet) så er det da rigtigt nok. Men måske skulle vi hellere tale om modigt lederskab. At gå foran i et arbejde, der ikke giver berømmelse og anseelse, men hårdt slid og ringe tak – det kræver mod. At stå frem og sige det upopulære, mens tidens modevinde – som jo også blæser i kirkelige kredse – siger noget andet, det kræver også mod. Gennem profetisk handling at råbe en lunken kristenhed op, så den tager det alvorligt at følge Kristus, det kræver mod.

En funktion af Gudsriget
Kristent lederskab er en funktion af Gudsriget, og som sådan helt bundet til det. Vi kan sagtens lære af moderne ledelsesteorier i forhold til det håndværk, det er at få en organisation til at virke og vokse, men isoleret set er dét jo ikke målet for den kristne menighed! Målet er at være et tegn på det rige, som Kristus bringer, et rige, der hviler på helt andre værdier end dem, der dominerer et personfikseret, overforbrugende (det gælder også store ord!), vækstfikseret samfund.

Ledere er vigtige, og det er også vigtigt, at vi følger de ledere, der gennem deres liv har vundet troværdighed. Ikke at vi gør det med hovedet under armen – det har aldrig været meningen. Det er ligeså dumt at følge en leder, der kun har det i munden, som ikke at følge den, der med sit liv vidner om Jesus og det rige, han en dag skal bringe i hele sin fylde.

Et eneste behov

2005-09-11T21:07:00.000+02:00

Jeg har aldrig været stor tilhænger af andagtsbøger. Har aldrig selv haft den store glæde af dem. Men én er jeg nu nødt til at anbefale venner - og fjender, simpelthen fordi den har givet mig mange gode kairos-øjeblikke. Wilfrid Stinissen vil være kendt af mange. Flere af hans bøger er oversat til dansk. Jeg tror dog ikke denne, men den er let læselig på svensk. "I dag är Guds dag" hedder den (ISBN 9171953949), og der vil være noget at hente både for den nye og den erfarne i troen. Her får I en lille smagsprøve fra stykket til d. 9. september.

Et eneste behov
Under udviklingen af et sundt liv i bøn er det typisk, at bønnen, efter først at have været et begær efter først det ene og så det andet, efterhånden retter sig ind mod et eneste mål. I stedet for at bede: Herre, giv mig flere penge, giv mig et godt helbred, giv mig venner, beder man i stadig større grad: Herre, lær mig at elske, giv mig kærlighed, vis dit ansigt, send din Ånd over mig.

Ifølge en gammel definition er bøn at anråbe Gud om det, man behøver. I begyndelsen synes du, at du har behov for mange forskellige ting, men efterhånden bliver behovene færre. Til slut reduceres og koncentreres alt i et eneste behov: behovet for Gud selv, behovet for Hans hellige Ånd.

Evangeliet beretter, hvordan Jesus jublede i Helligånden. Det er også først og fremmest i jubel og lovprisning, at Ånden kan fylde dig.

Et menneskes liv er ofte så småtskårent og fattigt, fordi man opfatter sig selv som verdens centrum. Men i lovprisningen rykkes vi løs fra os selv og bliver rodfæstede i Gud. Og da får vi en uanet evne til at tage imod Helligånden.

Hvor befriende er det ikke, når vi formår at overvinde misundelse og lykønsker et andet menneske med vedkommendes lykke. Så bliver vi selv delagtige i det menneskes glæde. Hvordan skal det da ikke blive, når vi ”lykønsker” Gud for, at Han er den Han er og gør alt godt! Hans eget liv, hans Ånd, flyder ind i os med en glæde uden grænser.

2005-09-09T22:11:00.000+02:00

Citat: "Den, der ikke tager ved lære af historien, vil kun høste umoden frugt af kundskabens træ" Ernst Käsemann, NT teolog.

baptist med lille "b"

2005-08-24T23:42:00.000+02:00

af Ole Lundegaard

Er baptister protestanter?
Som baptister er vi vant til at tænke på os selv som protestanter. De fleste af os har gode venner, der tilhører andre protestantiske kirkesamfund. Dem har vi meget godt fællesskab med, men alligevel vil mange af os have haft oplevelsen af, at vi, ligheder til trods, afviger fra fx lutheranere på så væsentlige punkter, at det kan være svært at se, at vi hører til samme familie – udover at vi heller ikke er katolikker!
Den amerikanske baptist-teolog James Wm. McClendon havde netop den oplevelse, da han underviste først på et katolsk og siden på et protestantisk universitet. Det førte ham til den erkendelse, at der ikke bare er to kirketyper – protestanter og katolikker, men også er en tredje type, som han kalder ”small-b-baptists”, ”lille-b-baptister”. Til den gruppe hører vi naturligvis, men til familien hører også andre, der ikke nødvendigvis bruger etiketten ”baptist”. McClendons pointe med denne karakteristik er ikke at lave nye skel, men at øge selvforståelsen hos denne tredje type kristne.

”Dét” er ”dette”
Hvad kendetegner så den tredje (eller fjerde, hvis vi også inddrager den ortodokse kirke) type kirke? McClendon udtrykker det i to udtryk: ”This is that” og ”Then is now”. Det kræver en forklaring. ”This is that” – ”Dét er dette (her)” illustreres af Peters tale på pinsedagen (Ap.G. 2:16-21), hvor han citerer profeten Joels vision om Messiastiden og indleder med at sige, at ”her sker det”. Altså, det, I ser ske nu, er dét, som profeten talte om. Det, der tales om i skriften, er ikke fortid men nutid. ”This is that”.

”Engang” er ”nu”
På samme måde med ”Then is now” – ”Engang er nu”. Det rige, som engang skal komme, er allerede virksomt her og nu. Bibelens tale om ”den sidste tid” er ikke information om noget, der endegyldigt skal ske engang, men om det, der allerede nu er endegyldigt!

Ud over denne grundholdning til bibelens levende vidnesbyrd, som disse to udtryk repræsenterer, kendetegnes ”lille-b-baptister” også derved, at de betragter 1500-tallets anabaptister som deres åndelige ophav, om end de ikke har direkte historisk forbindelse til dem.

At man ikke sådan uden videre kan sætte baptister, lutheranere, reformerte i samme bås, støttes også fra kirkehistorisk side ved at man taler om anabaptisternes fremvækst som ”den radikale reformation”. Anabaptisterne var ikke en entydig størrelse, men der har været visse gennemgående træk hos denne type kristne, lige fra de schweiziske over de tyske, hollandske og tidlige engelske grupper, nemlig troendes dåb, adskillelse af stat og kirke samt religionsfrihed.

Ud over McClendon er den amerikanske teolog John Howard Yoder en af dem, der i løbet af 1980´erne og 90´erne hjalp os til at genopdage den spirituelle arv fra anabaptisterne. Yoders lille bog ”Body Politics” udkom i foråret 2005 i dansk oversættelse på Unitas forlag under titlen ”Kirke med krop”.

Hvad er den åndelige arv fra anabaptisterne?
Det er der skrevet meget om især i de seneste 20-25 år. Der er sket en udvikling, hvor lille-b-baptister i højere grad selv sætter dagsordenen for den teologiske tænkning. I mange år har vores dagsorden i virkeligheden været sat af andre. Vi har følt os forpligtet til at tale med om de punkter, som lutheranere og katolikker har fundet essentielle: Dåb, nadver, embedssyn (og sakramentsteologi som sådan). Men kristne af typen ”lille-b-baptister” betoner selv i højere grad evangeliets liv i menighed og samfund frem for læren om evangeliet bedrevet som en akademisk disciplin. Det betyder fx, at hvis vi som lille-b-baptister selv satte dagsordnen for en samtale om dåb, ville den snarere dreje sig om, hvad efterfølgelse af Kristus betyder ganske konkret, end om hvorvidt dåben i sig selv er frelsende eller ej (det er det, lutheranere og katolikker ønsker at diskutere). Hvis vi selv satte dagsordenen for en samtale om nadveren ville den dreje sig om, hvordan vi brødføder de sultende og åbner fællesskabet for de ensomme og udstødte, som Jesus gjorde, når han spiste sammen med toldere og syndere, snarere end om hvorvidt indstiftelsesordene i sig selv virker en forvandling af nadverelementerne eller ej. Vi ville gå højere op i, hvordan vi lever med hinanden, herunder hvordan vi løser konflikter og arbejder for forsoning internt såvel som andre steder inden for fællesskabets indflydelsessfære, end i hvorvidt der er knyttet særlig myndighed til bestemte kirkelige embeder eller ej. Vi ville søge veje til at gøre menigheden til et forbillede på forsoning og et tegn på det rige, der (allerede nu) er endegyldigt.

Kendt for sin åbenhed
At være baptist med lille ”b” betyder at tilhøre den type kristne, der bestandigt orienterer sig ud fra NTs vidnesbyrd, og som allerede nu vover den farlige virksomhed, at leve i lyset af det rige, som skal komme. Det er dog ikke en virksomhed, man selv øver, men først og fremmest en virksomhed, man åbner sig for at lade Ånden udvirke i, gennem og under vore handlinger. På den åbenhed – for at lade Kristi Ånd bo og virke i den enkelte og i fællesskabet – kan man kende en lille-b-baptist.